You are here

(Dannish report) Maersk receive massive criticism for factory in China, despite promises of improvement

by Dannish newspaper: Politiken 08 April 2009 (in Dannish only)

Mærsk får massiv kritik for fabrik i Kina trods løfter om forbedring
Dansk koncerner vedgår nu kritisable forhold i Kina , men en ekspert og fagbevægelsen langer ud efter virksomheden, der stadig kritiseres for at have sovet i timen.
Af SANNE FAHNØE
A.P Møller - Mærsk lover en grundig oprydning på koncernens fabrik i Kina , efter at en uvildig undersøgelse har afsløret, at DR og Politikens dokumentation af horrible arbejdsforhold har noget på sig. Virksomheden erkender, at der har været en lang række problemer.
»Der var steder, hvor der var for meget røg i svejseområdet. Der gik rygter om korruption, og det kan vi ikke afvise. Der blev givet uberettigede bøder til medarbejdere, og de havde ikke tilstrækkelig adgang til sikkerhedsudstyr, selv om topledelsen stillede det til rådighed«, siger Mærskchef for social corporate responsibility, CSR, Annette Stube.
Det er blot et par af de forhold, som det britiske firma Impactt LTD har peget på efter at have undersøgt forholdene på Mærsks containerfabrik i det sydlige Kina .
Mange af problemerne skyldes, at mellemledere ikke overholdt topledelsens regler, mener Annette Stube.
»Der var en meget stærk mellemledergruppe, som har tiltaget sig nogle rettigheder, som de ikke burde have taget. Det skal vi sætte massivt ind over for, for det er helt uacceptabelt«, siger hun.

Flere sager
Mærsk har været boksebold det seneste par måneder efter en stribe uheldige sager i Kina og Indien, selv om den hæderkronede danske virksomhed har tilsluttet sig FN's Global Compacts ti principper i 2008. Her har Mærsk skrevet under på at sikre, at menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøstandarder og bekæmpelse af korruption bliver overholdt.
Alligevel kunne DR og Politiken i januar afsløre, at ansatte på den kinesiske fabrik skulle overholde 73 skrappe ordensregler, hvor medarbejdere blev fyrer eller pålagt bøder, hvis de ikke overholdt kravene. Også på en Mærskejet havneterminal i Indien opstod der uro i 2007, da medarbejdere hos Mærsks underleverandører blev tævet til blods, fordi de meldte sig ind i en fagforening. Den konflikt er stadig ikke løst på trods af Mærsks nye corporate social responsibility-strategi.
Men det er ikke en god forklaring at skubbe aben ned til kinesiske mellemledere, mener professor i CSR på Copenhagen Business School Steen Vallentin.
»Det kan virke lidt, som om Mærsk siger: Nu har vi plantet ansvaret et sted, og så kan vi komme videre. Men virksomheden er kendt for at være topstyret med en masse værdier, og hvis man har mellemledere, der render rundt og opfører sig forkert, så er det topledelsens ansvar«, siger Steen Vallentin.
Annette Stube erkender, at Mærsk ikke har haft god nok kontrol med, hvordan mellemlederne gebærdede sig.
»Mærsk burde have haft styr på, hvordan mellemlederne opfører sig. Vi sætter nu nogle mekanismer i gang, som sikrer medarbejderne direkte adgang til topledelsen«, siger hun.
Foruden Steen Vallentin langer også fagbevægelsen ud efter Mærsk trods løfter om bod og bedring.

Undersøgelse gemt væk
»Tager de bare fis på offentligheden? De skrev under på Global Compact i 2008, og så skal de leve op til det«, siger Henrik Berlau fra fagforbundet 3F. Hovedorganisationen LO er enig: »I det øjeblik man skriver under på Global Compact og lover at overholde den, så er aftalen ikke noget værd, hvis man bliver ved med at klokke i det«, siger international sekretær i LO Marie Louise Knuppert.
Mærsk vil ikke offentliggøre undersøgelsen af forholdene på fabrikken i Kina , så det er ikke muligt for Politiken at tjekke, om oplysningerne stemmer. Virksomheden oplyser, at 86 procent af medarbejderne på fabrikken er tilfredse med forholdene.
Men der kan være ting, som Mærsk ikke vil ud med, og derfor er det ikke sikkert, at offentligheden får hele sandheden om, hvad der er foregået på fabrikken.
Og det har Mærsk en klar interesse i, mener Steen Vallentin.
»De vil gerne vise handling snarere end at lufte deres snavsede vasketøj i fuld offentlighed.
Det er helt indlysende, at Mærsk har nogle andre interesser end offentligheden«, siger han.
Annette Stube forklarer lukketheden med, at undersøgelsen er for kompleks til at blive offentliggjort.
»Rapporten er ret detaljeret, og den regner vi for vores interne arbejdsredskab. I stedet har vi valgt at offentliggøre en handlingsplan«, siger hun.
Virksomheden vil blandt andet sikre adgang til sikkerhedsudstyr, erstatte 73 disciplinærregler med regler, der svarer til kinesisk lovgivning, og forhindre korruption.
Men Mærsk vil ikke love, at de kinesiske mellemledere bliver fyret. Handlingsplanen skal evalueres, inden året er omme.

Billedtekst: MÆRSK I KINA . Den danske koncern rydder op, men vil ikke offentliggøre rapport om arbejdsforholdene. Arkivfoto: Peter Rasmussen

Tags:

Add new comment

Plain text

  • No HTML tags allowed.
  • Web page addresses and e-mail addresses turn into links automatically.
  • Lines and paragraphs break automatically.
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Top

Action

 

Support Us